Petrányi Zsolts tale på Koronczi Endres udstilling

Koronczi Endre er her i udstillingen manifestesa — Jeg malede skiven. I sin videobeskrivelse siger han, at han som kunstner har vinden, vinden han har i sine værker som et centralt tema og som både generator og element i hans arbejder, ligesom det vi kan opleve her i installationerne. Men hvad enten Endre siger, lad os stille spørgsmålet, vi som seere, hvad det i sidste ende betyder. Lad os prøve at kigge bag den kunstners rige informationsskare og med et eksternt perspektiv på det, at tage bemærkninger om denne sag.

Jeg brugte ordet “sag”, fordi vi kan antage, at udstillingen og Endres seneste aktioner, tegninger og installationer gør det til noget for Endre, der er mere end bare et symbolsk, naturmæssigt, biologisk og således universelt element, som han, efter hans egen mening, skal tales om. Sag, for vi indser ikke nok dets eksistens og indflydelse, eller dets betydning.

Vinden er bevægelsen i luften, som kommer af udjævnelsen af atmosfærisk tryksætning og som fundamentalt påvirker Jordens klima, og som er et almindeligt fænomen. En almindelig borger bemærker den normalt ikke og er ikke interesseret i den, medmindre den blæser meget. Selv de, der regelmæssigt går på ture eller cykler, mener, at vinden er en ubehagelig, uønsket situation, som kan gøre fritidsaktiviteter og udendørs ophold ubehagelige.

Selvfølgelig, lad os ikke forglemme, at vinden også har en behagelig side; der er trivia at mindkalde minder, hvor dens kølende eller forfriskende væsen påvirkede vores sindstilstand, lindrede følelser eller endda fremkaldt glæde.

Selvom Endre har ret, er vind den, der påvirker os; det kan være en metafor, så hvorfor ikke gøre det til et centralt element i kunsten? Tanken om, at vejret og den omkringbevægede luft i og ud af vores krop ervær eller trin derefter, er logisk og velbegrundet. Hvor mange og hur mange historier kan vi huske, hvilke børnebøger, illustrationer eller animationsfilm kan vi insevere, hvor vindet bliver en god, menneskelig læron, som blæser helte i rette retning, og på den måde hjælper dem på deres verdensomspændende rejse. Og hvorfor kunne man ikke gøre åndedrættet og vinden til en enkel, universel, mystisk forbindelse – både indendørs og udendørs luftflyd, og endda udvidelsen af universet.

Endre pályájának legeleje, a kilencvenes évek közepe óta jelen van ez a motívum művészetében, ha jól emlékszem, akkor számára a szél, mint nem látható létező jelentett kihívást, amit egy állóképen, egy fotón nem lehet érzékelni, viszont a lefényképezett viszonyokat alapvetően meghatározza. Azóta számtalan művet készített e témában, a lebegő nejlonzacskóktól a monumentálisan, a hajnali hőingadozástól felemelkedő fóliákig, mégis, ez a kiállítás talán az, ahol a nézőnek a téma sokoldalúsága, művészi programot adó volta összeáll és önmagán túlmutatóan értelmezhetővé válik.

Alle aspekter af de udstoppede værker undersøges. Her kan vi se et virkelig fragmentgenererende værk, en mobil statue, der bevæges af luftstrøm, tegninger og malerier, som er opstået gennem observation af vinden, og der er også fremvisning af deres brøl, der er samlinger af andres brøl eller Endrès egne glaslagte brøl. Et nyt element indgår i tankegangen: at opdage bygningernes luftstrømme, som tildeler en uventet historisk dimension til luftbevægelsen. Akademiets udledte ventilationssystem i Endre beviser de store forfædres åndedræt, deres tilstedeværelse. Væggene bevogter forfædrenes ånd og deres vejret har gennemtrængt bygningens luftbevægelsesruter og dunudvikling.

Koronczi Endres udstilling er en heroisk enhed, og det er nu sjældent, at en kunstner kan lave en præsentation, der taler til sanserne, et kunstmanifestum, og der er ingen bekymring om, at værkerne skal få en institutionel eller samlingsmæssig skæbne. Et element af Endres aktivitet, som alle fandt højt værdsat, er, at han ikke tager udgivelsesværken i betragtning, men kun kunstneriske betingelser. Hans installationer ønsker ikke at blive lavet af tidløse materialer, konstruktioner, der muligvis i et fremtidigt eksponering kan tidset blive genoplivet i en anden opsætning.

Kunsten for vind i Endres øjne er en sag, der endda er efterkalt af en sø som en måde at udtrykke det på, og som har fået en navngivende festelse. Er vinden virkelig kun en sag? Leder alt dette et sted hen? Håber vi får noget ud af det, hvis vi anerkender Endres måde, hvor luftbevægelsen ikke kun er en ydre kraft, men også en indre strøm? Hvad sker der, hvis vi anerkender det?

Under installationen spurgte jeg kunstneren, om der i denne præsentation er noget ironisk, i et emne som analyseres helt alvorligt, noget uheldig? Hvis temaet både er alvorligt og ironisk, hvis den 100 dages egenforsønningssamling ikke er blodentydeligt alvorlig, så indikerer alt, hvad vi ser, også en bredere historisk kontekst, og som samling af kunstværker kan det opsummeres i kunsthistoriske referencer. Fluxuskunstnerne fra seksiårerne præsenterede enhed mellem livet og kunsten, det ideet om, at de små tegn og handlinger i vores hverdag også kan fortolkes anderledes, som skabelse, alt er kun et spørgsmål om holdning. Neoavantgárdenes grænsekendende synspunkter lagde poesi, den dagligdagse oplevelse og billedkunst sammen, hvilket gav en livslang solvent til de kommende generationer. Men som reference står Tarkovskijs film, vinden der cirkulerer i amerikansk skønhed, den lysende flamme i nostalgien, og Koronczis arbejde som om de synes at videreføre disse vidnesbyrd, og tolke det igen ved at gøre de små gestusser til et virkeligt kunstværk, fordi de tydeligt mener, at kunsten skal have mening, det er nok, at den kan afbilde noget, som påvirker vores tanker, sans og forhold til livet. Det er dermed uden tvivl: Endres udstilling har en grundlæggende effekt, rejser op, fordi den overbeviser om, at man kan ride på de følelsesmæssige højhastighedsspor i kunstværkerne, og trække den lektion ud, at verden er meningsfuld i alt, selv vinden og ånden. Så bliver kunsten værdig.

Til sidst, lad mig fortælle en historie:

A cinke meg a szél

Ugleen sad på egeknoget. Vinden rystede pennen. Han rystede.

- Hej, men du er kold – sagde vinden – du kunne helt sikkert blæse varmere også! - Jeg blæste ganske varmt i løbet af sommeren – svarede vinden. – Nu er der vinter, jeg skal blæse koldt. - Stop med at tvivle – sagde vindens grå. Din indsigt er, at du altid tvivler, således bliver du gammel før din sidste dag. Du går som en hest, der bor på bjergtoppen.

- Hvordan har apen været? – spurgte vinden, og den fyldte lyden lidt ind, så den bedre kunne høre cineges historie.

- Det gik som jeg siger. Den humlede kun og ryste, og en smuk dag slap for den mange gift i sig, den tabte vinger og blev gammel. Nu er den kun skroner på bjergtoppen. Den kan ikke flyve, fordi den har mistet også vingerens fjer.

Mule'en fortalte, han så det. Han var også ked af den poor? Han råbte også tre gange, hvor meget skidt det var: „Synd, synd, synd!”

- Hvilken dumhed – hviskede vinden. – Vidste du, at jeg ikke har brug for nogen fjer, hvis jeg vil flyve! - Man kan også fare rundt i gærden og undgå forgifte. Hørte du ikke om skildpigenes sag? - Hørte ikke. Fortæl mig bare! – bad vinden. Og så sovnede den helt igennem, og lyttede nøje til den lille skildpigs historie. - Her boede der i kruder af rødkløver oppe i hækbruget. Uden omvej drev den sin hul ned under hækbrugets bund.

Senere bemærkede han, at rødderne stod på vej. Men det gjorde ham så naturlig, at han enkelts å så ende kun at bo der han fandt rosengejst. Han klodset, indtil han i vrede boomet sig eget hoved mellem de to frøingsrødder, men der kunne han næsten ikke trække det tilbage, da rødderne slog sig ind i sit hals og han bare knap kunne flygte.

- Jeg hørte historien fra gulvejpersen. Er ikke det desværre trist? - Det er ret dumt – vandt vinden. – Det påvirker mig ikke i det mindste. For jeg bor ikke under jorden.

- Høj! – råbede jegten – du også blæs ind i alle huller. Hvis ikke under jorden, så husker du dig ind i hver gren. Jeg vil gerne vide, hvilken glæde du finder i disse børneagtige gemmeleg?

Du, der er så stor, at du kan træde på den højeste klippe, som om du var en kæmpe! Alligevel bruger du din tid på den lave egetræ. Jeg frygter, at du allerede er blevet gammel, og at din styrke ikke længere holder til højere turer.

Node har allerede med dette også fastholdt giften.

- Jeg beklager, at jeg kom i kontakt med dig, lille dumme. Men hvorfor lavede jeg efter for at lytte til dine kedelige og meningsløse historier her? Jeg skal hoppe over Karpatene; den nordlige vind venter på mig. Jeg vil endda blive forsinket på grund af dig!

S sprang ud og spredte sig. Efter ham indkaldt en sådan tysthed, at selv luften var blevet blidt.

Den lille tusindendelege ventede netop på det. Den samlede sine forstyrrede pengeskiver, stucke hovedet undervingen. Den skulle forberede at sove, for så skred der helt og mørkt hen.

- Uden vind har jeg på en eller anden måde blot skrevet denne kolde vinternat – hviskede han muntert.

Nu er vi der, og der er vinden. Det er interessant, hvis det snegle, men bedre, hvis det ikke gør. Med disse ord åbner jeg udstillingen.

Petrányi Zsolt