Kopasz Tamás

Vi henvender os med respekt og inviterer dig til åbningen af udstillingen Kopasz Tamás…reneszánsz… den 2001. september 26-på 20 kl. Åbningen vil blive afholdt af kunsthistorikeren Valéria Vanília Majoros.

A tavaly Munkácsy-díjat kapott Kopasz Tamás … reneszánsz.. című kiállítása némiképp szintézise a nyolcvanas évekbeli munkáira jellemző szenvedélyes, csapongó és a kilencvenes években megjelenő érzelemmentes, anyagválasztásában és előadásában is hideg műveknek.

Hver hanvårdsperiode danner et sammenhængende helhed, er let at skelne fra hinanden både i tema og i materialevalg. Hans tidlige væsentlige værker, Selskabsbilleder (1986), er grovt overfladebare, dekomponerede værker, der antyder kampen mod materialet og den “ferde” kærlighed, som ligger i temaet. De efterfølgende cyklusser (Gyldenhed, Bronzesekretæen, Kobberadversen 1986-88) er også præget af et blegdom med hensyn til overfladebehandling, maleteknik og materialevalg, hvilket indikerer en enstrømmethed, den enkel- følelsesløs “primitiv” og den Arkadia‑verden‑nosto­l­gi.

A Rézkor után Kopasz visszatért a durva felületű anyagokhoz, majd az Ornamentikák című sorozatban, előtérbe kerül a térbeliség, megjelenik az érzelemmentes ábrázolásmód. A Pajzsok, és a Nőnemű-képek fő jellemzője a képromboló gesztus, még pedig a vágás technika megjelenése, a három dimenziós művek létrehozása képmeghajlítással, relief felületek, illetve a vágással felnyitott síkok megalkotásával. A kilencvenes évekbeli korszakait (Rolló, Papírképek) egyrészről az összetett technikák, illetve (Felhők, Tájképek) az ezeket felváltó pigment jellemzi, és a vasfestészet, visszatérés a durva, rideg formákhoz, szenvedély nélküli előadásmódhoz. A szeptember 26-án nyíló kiállítás anyaga, csakúgy mint Kopasz munkáinak jelentős része nem ábrázoló jellegű, inkább „ a belső emóciók, gondolatok tárgyi, képi megjelenítése”.

Alle udstoppede malerier og skulpturer er hver en del af en serie; skulpturerne er bygget op af treleddsæt. Fortsætningerne af malerierne er fra udstillingen «..r vist..», mens de i jern og gips fremkaldte skulpturer på nogen måder er maleriernes «plastiske udstramninger». Deres grund er netop den bøjelige form, cirklen og kuglen, som skiller sig ud fra den tidligere skulpturale langtrukne form. Cirklen og kuglen er traditionelt symboler på den perfekte form; hos Kopasz Tamás er det snarere et tegn på udenlukkelse, en gestus eller tanke om at være «indkapslet i en kugle». Nogle af de uregelmæssige, ufuldendte cirkel-formede skulpturer signalerer en lille del af den embryonale, udfordringstunge spænding, i hvilket livets begyndende væsen ikke længere er sikkert, dels på grund af mangel på den lukkede form og dels på grund af de vridte, rodet net, der snor sig indenfor.

Statuerne minder også om hjelmene, der blev brugt i kampene. Der er tidligere blevet anvendt en metalplastik, der ligner en skjold, som – ligesom hjelmen i kamp – typisk ikke er et angrebsværktøj, men et værktøj til beskyttelse, og det individ, der gemmer sig bag skjoldet, er beskyttet.

Kendetegnet ved statuerne er dualitet, og modsætningerne står over for hinanden: for det første modbebaserer sig imellem det, der er uden for “sassene”, på at forsvare sig mod kamp og mod det, der er inden for “sassene”, på at modstå kamp; for det andet står dualiteten mellem materialernes natur, stål og gips, og den kontrast, der udspiller sig mellem deres skørhed og blødhed, mellem deres søvnløshed og deres knuselighed.

De værker, der er på udstillingen, er altså virkelig synteser af kunstnerens hidtilværende værker, balancepunkter mellem passion og alvor, der er spændt mod hinanden.

Udstillingen kan betragtes fra 2001 til 26 .