Gaál József

Et fragment fra et afsnit af Transhuman Fetish-serien.

træ, metal, variabel størrelse, 2012

I større størrelse.

Godot Galleriet inviterer dig og din venlige partner med stor venlighed.

GAÁL JÓZSEF

Phantasma – Transhuman Fetish

på åbningen af udstillingen titlen

Åbning: 2012. juni 6.-en kl. 20

Introducerer: kunstneren (Théâtre impossible)

Tilgængelig: juli 7‑til

de enkelte værker af serien Transhuman Fetish er i studiet, 2012

I større størrelse.

Højt objektiver, menedejende rester kan ikke bringes i liv – siger materialisterne. Åbningen til cyberrummet udvider sig stadig – endnu en tro, endnu et løft. Den nye magi kalder, i en eller anden form giver plads til de umulige følelser – som mellemmand. Efter at være vant til maskinerne vil de opleve et pseudo-religiøst væsen – i lyden, i bruset, i den gentagne klik, i den kødfulde gnidsk: tror man allerede den gennemgribende forfremmende mester og mødres brummende tilstedeværelse. De hinanden bygger mekaniske rytmer, der skaber et stundtals uendeligt nyt metafysik. Mens skæbnen tidligere kunne opleves gennem myter, er det nu virtuelle skæbnens variationer, der udligner hinanden i lynsekunder. De dæmoner, der havde vibreret indeni, lever nu centralt. Der er ikke noget indvendigt, der findes kun varianter. Den menneskelige monstre er blevet et udvendigt spil, jo mere intense bliver virkningerne, jo absurde bliver mutanternes sjælemonstrum. Den eksistens, der vil blive afløst i levetiden, skal sluttes ind i transhumane fetish-efterfremtid. Den grænseløse deformering af kroppen minder om at bringe den mytiske verden til live, den rekker ind i livløse eksistenser, passerer igennem og ejes af den ubevidste indre. Den skjulte bliver omdannet til en samling af udvendige leveopskrifter og forvrængede hjernefragmenter.

Phantasma III.

36x29x19, træ, jern, vinkler, læder, 2011

I større størrelse.

Ligesom der i græske tragedier også var utstødte, ydmygede slægter, har de også i dag. Alle ser deres egen ensomme teater, tror, de kan forme deres forstavets tragikomedi foran en blinkende skærm. De kan tro, at ved at trykke på knapper kan de blive aktive deltagere i Friheds Globale Rige. Det kommer ud af tragediens kernen: den indre skønhed, den usynlige rigdom af dyd og følelser bag det bange, slørede ydre. Det bringer glæde ved Skønhed – tænkte de, og ensomheden afstår kun for jagten på skønhed. Som om der ikke fantes Skæbne og Måned, starter den ødelæggende mission igen af skønhedens falske beskrivelser, igen vil alle kæmpe for at genoprette verdens orden, den glansfulde harmoni. Evig LOVRIGDOM – vi er smukke, men fordi vi nedbryder den kloakøse ondskab, kommer endelig Kana'an, den Endelige Harmoni. Den isende perfektion. Hvis der ingen tragedie er, så er der ingen knusning, ingen trist enighed, ingen ofring, afblanding – ingen Begyndelse og Slut. Det hele bliver en del af Andromedas tåge og androgyn mutanter, de langsomme essensen af de gamle fantasmagorier. Kun den monotone harmoni, maskinernes opbygning-ødelæggelse, denne evige dialektik eksisterer – vegetativ forbrug kan ikke sikre vores velfærd i énogtredive sandhedernes eventyrverden.

Phantasma II.

46x22x26, træ, jern, vinkler, hud, 2011

I større størrelse.