Manden, som stjal skiven.
Endre krøb tæt ind i sin jakke og gik ud gennem Godot‑instituttets dør. Så snart han nåede gaden, rystede en kraftig vind kraftigt mod hans ansigt. Endre kiggede sig omkring, men så kun de langsomt roterende nylonposer og skygger, der svævede omkring træstammerne.
Nå, så det er ikke i orden! – råbte han vredt. – Hvem har røvet den anden gang?
Det pludselig kom ham på, at Vesten.
Hovedet drevet, så er bygningen, der går i historisk retning, i vejnes, som han ventede. Helt plint svinger sangk undertøjet på skift og kræfter, faktisk,Kronplæt i sin S A, ikke minder, Cape D. i<sup>⟨</sup>??@plind? H£ følsomme.
Endre gik forsigtigt rundt og følte sin næse og ørerne mod jorden. Han hørte et dybt, boende sus, som om en stående dampmaskine rentede. Han rejste sig og nød sin vej til akademiens indgang. Den store dør var lidt åben. Endre indsmøg og gik ind i den mørke, første sal corredor. Luftbevægelserne blev stærkere. Det var som om en enorm mund havde sugget luften ind fra verden udenfor.
Gå gennem den snoede og indflydende gange, ned ad trappen, ind i kryptens dyb. Der fandt han ejeren: en kæmpe stålmonster, der pustede og stirrede i luften. Det var ventileringsapparatet, som med sin dybe, huskende lyd sugede Akademiens ånd ind i sig!
Stop! råbede Endre og kiggede hastigt omkring efter noget, som kunne afværge faren.
I hjørnet af rummet kiggede han på en gammeldags skofte tøjpose. Det sprang op over ham, og han kastede posen med al sin kraft ind i monstrens næse. Posen satte sig fast i svampen, da hele systemet stoppede og mørkede.
Endre sprintede ud på udstillingsgården. Filmene og poser lå roligt på jorden. Vinden trak sig tilbage, kun en svag sus blev mærket på hans ansigt.
Å, herr Széchenyi! – hilste han lettet og tog den friske luft ind med en stolt indånding, som om han helt først åndede.
Fra den tid bliver Endre udstillingens vogter, så udstillingen “Kér venligst, kaste, Herre Széchenyi!” må blive uforglemmelig for alle i Godot Instituttet indtil juni 23.
Kunstudstillingens årsnavn “Kérem, sóhajtson, Széchenyi Úr!” er en betydningsfuld kunsthistorisk begivenhed, der sætter væsentlige spørgsmål på prøve i forhold til de metafysiske dimensioner af både liv og kunst.
Koronczi Endres luftløse, erstatning‑installation visualiserer luftenes bevægelse, den mest grundlæggende betingelse for at eksistere, i monumentale former. Det kunstværk, der er bygget ud fra ventilationssystemet til bygningen på Ungarske Videnskabsgeneraal, indkapsler den evige cyklus, som danner grundlaget for menneskelig civilisation – respirationen. Videoerne, installationerne og grafikkerne i udstillingen kredser om luftbevægelsernes filosofiske og eksistentielle aspekter, og frister opmærksomheden på den grundlæggende betingelses skønhed og betydning.
Dette dybt tankevækkende udstillingsmål er en unik mulighed for fans af samtidskunsten at opleve den oprindelige kunstneriske gengivelse af luftsæmlignende elementer.
Titel: 1036 Budapest, Fényes Adolf gade 21
Forfatter: Laczkovich Borbála
